Travl mor giver ikke sygt barn

Travl mor giver ikke sygt barn

For barnet giver kort og intens kvalitetstid ikke megen mening. Tværtimod er det fuldstændig det modsatte af, hvad et lille barn har brug for. Et barn har ikke brug for, at far eller mor en time hver aften intensivt helliger sig togbane og puslespil. Det har brug for at blive inddraget i det sociale fællesskab ved at bidrage til de daglige gøremål, der sikrer, at hverdagen hænger sammen

Ja, vi har travlt og ja, vores børn er meget i institution. Ja, mine børn sidder som oftest foran fjernsynet mens der bliver lavet aftensmad. Og kvalitetstid i hverdagen hos os er de få timer om aftenen hvor vi leger effektivt med vores unger inden de kommer i seng.

Dette er et svar på en artikel, der i øjeblikket florerer på de sociale medier. Artiklen er fra 2011 og trykt i Information men åbenbart har indholdet stadig relevans og puls nok, til at kunne tåle en ny runde af opmærksomhed. For situationen er hvis ikke uændret, så måske endda blevet forværret.

http://www.information.dk/278502

Men det som ikke fremgår af anklagerne omkring forældreræset i et (dansk) vækstsamfund er, at børnene i min optik ikke mishandles af at modtage såkaldt ”kvalitets-tid” med ungerne frem for at blive hentet tidligt hjem fra institution til en mor eller far som lader dem ”kede sig” for sig selv. I helt gamle dage var familierne nødt til at bruge børnene som arbejdskraft – og dem som var for små blev passet af bedsteforældrene. I halvtredserne og helt op til firserne hvor mange af os havde en mor som gik hjemme var det egentlige hårde arbejdsliv skiftet ud med en flaskedrengspost eller en cykelrute – men der var stadig tale om at vi var under ”opsyn” og fik lige meget socialisering hjemme som i institutionen.

For netop arbejdet med at være i skole og institution handler vel om at blive inddraget i et socialt fællesskab – som rækker ud over det (ligeså vigtiges) sociale fællesskab som eksisterer i familiens skød. Det er ikke det samme som at sige at mere tid i institutionen er bedre end mere tid med familien. Men det er både-og.

Selvfølgelig er det som forfattere Gjerding og Heckmann ”afgørende for udviklingen af et sundt selvværd, at barnet føler sig påskønnet og vigtigt for fællesskabet”, men hvorfor skal man lægge yderligere pres på i forvejen stressede forældre om at børnene skal være med til at skrælle gulerødder i hverdagen for at styrke deres selvværd. Lige netop denne type anklager giver endnu mere sved på panden for de par (og her særligt kvinder) som i forvejen er under stærkt pres for at leve op til utallige og umulige idealer om den ultimative (og nu siger jeg det trætte fy-ord:) work-life-balance.

Er det ikke rimeligt at børnene lærer at trække flyverdragten på nede i vuggestuen under opsyn af andre voksne, eller mener Gjerding og Heckmann virkelig at det skal være barnets egne forældre som superviserer denne praktiske færdighed. De kalder det tilmed misforstået kærlighed når forældrene fratager deres børn muligheden for at sætte en tøjvask over.
Ja, kald mig sortseer men jeg mener det er ganske unødvendigt og egentlig umuligt at få overtalt mine drenge på 1 og 4 til at synes tøjvask er sjovt. Når støvsugeren en sjælden gang kommer frem i weekenden hjælper de gerne med at sidde på kassen og de kan også hjælpe til med at rydde deres eget legetøj op før sengetid. Men som udgangspunkt har jeg ikke sat disse ting i stram orden som en del af deres menneskelige udvikling – det sker når det sker – og dele af familieforvaltningen er de simpelthen ikke inddraget i. Og hvor mange daglige gøremål er det lige man kan fastholde en 2-årigs opmærksomhed på i øvrigt?

Der er ingen voksne, der ville kunne holde ud at være sociale med 25 andre voksne hver dag i 8-10 timer uden pauser og uden mulighed for at trække sig tilbage”. Jeg kender ikke Gjerding og Heckmanns egne jobsituationer men de fleste voksne møder da ind på en arbejdsplads hver dag hvor man netop er ”på” hvor den sociale kontekst kræver energi. Vores primære mulighed for at ”trække sig tilbage” er bag den låste dør på toilettet. Så den socialisering som foregår i institutionen er da forberedende på det ungdoms/voksenliv, hvor det sociale spiller en stor faktor. Og de børn som har brug for at trække sig tilbage har i dén grad mulighed for at sætte sig alene i et hjørne og bladre i en bog eller lægge et puslespil hvis tankerne skal renses og energien lades op. Er et bedre alternativ at man er alene hjemme med en fraværende mor, far eller au pair hvor man ingen socialisering har? Og lad mig i samme åndedrag bare gisne om hvor mange flere timer dagligt mine børn ville blive anbragt foran fjernsynet, hvis ikke de fik de ekstra timer om eftermiddagen i institutionen, hvor der til sammenligning er et langt højere pædagogisk fokus på deres udvikling af færdigheder.

Jeg tror faktisk, at behovet for at trække sig tilbage i højere udstrækning gælder i teenage-årene hvor børnene har mange flere komplekse forhold at forholde sig til.

Da Gjerding og Heckmann skrev artiklen var hovedanklagen at børn i vor tid er uden funktion – jeg mener at vi ikke kunne være længere fra sandheden. Mine børn udgør en hovedfunktion for overhovedet at kalde mig en familie. Men de er ikke hovedansvarlige for gøremål i hverdagen og mange af tingene er de slet ikke store nok til endnu. Det betyder altså ikke at jeg regner med at de skal medicineres i fremtiden fordi de ikke var med til at forme hakkebøfferne på en travl hverdag som er den yderste konsekvens af Gjerding og Heckmanns analyse. Mon ikke de med tiden vil kunne tjene en ti’er på at tømme opvaskemaskinen eller slå græsset, og dermed vil løfte deres bidrag til familien helt tydeligt. Men indtil da har jeg det trygt med at jeg binder sløjfe på deres sko og at de kan lære at køre på cykel når vi forældre har fri og tiden til det i weekenden.

No Comments

Sorry, the comment form is closed at this time.