Unge smukke mennesker med legetøjsvirksomheder og colgate smil

Unge smukke mennesker med legetøjsvirksomheder og colgate smil

En af mine nære venner i Stockholm er iværksætter. En rigtig tech-startup fyr under 30, og han passer perfekt ind i en hip Berliner-startup-kultur. På hans køleskab hænger der et skilt. Det er en kommentar på en avisartikel, der dækker co-working/co-living kulturen, hvor bolig og kontor er samme sted, populært særligt i startupsfæren her. En læser har skrevet:

“Dette er ækelt. Smukke unge fremgangsrige mennesker, der prædiker, at man skal leve for at arbejde. De sidder med deres legetøjsvirksomheder og skovler penge ind, mens de smiller med deres colgatesmil og foragter fattige mennesker”.

Dette citat fra en anonym bruger, hvor forargelsen er til at tage og føle på, blev siddende hos mig efter jeg med mit colgatesmil havde grinet af den poetiske formulering. Problemet er jo, at han på mange måder kan have ret. Hvis vi nu prøver at dissekere det, han siger, så er det jo sandt, at mange “smukke unge mennesker” i dag hellere vil starte deres egen virksomhed og arbejde hårdt for færre penge, end de vil have et kedeligt, prestigeløst job, hvor de til gengæld kompenseres rundhåndet. Det er en slags neo-yuppie-boheme-tilgang, der præger Generation Y, og ledelsen af disse er og bliver i fremtiden en kæmpeopgave i sig selv, som jeg gerne dækker ved en senere lejlighed.

Angående legetøjsfirmaerne, så er det jo også sandt, at der i en IT og techbranche, hvor urealistiske amerikanske IPO-drømme og investorslang er hverdagen hos de mange unge IT-entrepreneuer, kæmpes med at skabe profit på bundlinjen. Endsige overhovedet at definere en revenue-model. Og hvis det ikke er revenue-modellen, der halter, så er det eksekveringen og det professionelle salg. Derfor er jeg usikker på, hvor koblingen mellem legetøjsfirmaet og den indikerede pengetank findes. Forslag på en fortolkning heraf modtages gerne.

Sidst men ikke mindst er det så muligt, at foragten for fattige mennesker muligvis er en måde for disse smukke unge mennesker at projicere foragten for deres egen selvvalgte fattigdom over på andre, så de egentlig er undskyldt? Eller er der blot tale om den generelle højredrejning af hele denne Generation Y, der i stigende grad anser det for individets eget ansvar at være fattig? En ting er dog sikkert: Der er ingen steder, man opnår vækst, bliver rig og fremgangsrig ved ikke at arbejde hårdt. Det er der en del debatklynkere, der har glemt.

Om man vil det eller ej, er vi alle snart afhængige af disse smukke unge mennesker til at betale vores velfærd, så vi må håbe for alle parters skyld, at de smukke unge mennesker får transformeret deres legetøjsvirksomheder om til rigtige af slagsen. Imens vil jeg sidde og drikke en kop helt almindelig færgekaffe med min forøvrigt hårdtarbejdende iværksætterven og filosofere over Generation Y, mens vi smiler til hinanden med vores colgatesmil.

No Comments

Sorry, the comment form is closed at this time.