Helle Thornings Selvrealisering

Helle Thornings Selvrealisering

Jeg læste under den netop overståede valgkamp følgende citat i en ledende dansk avis: “Desuden skal Lars Løkkes kone passe børnene mens hendes mand er ude og realisere sig selv” og “holde styr på noget så konservativt som de hjemlige forhold.”

Kan du finde fejlen? Det er nok ikke så svært. Artiklen fra Berlingske handler nemlig ikke om Lars Løkkes selvrealisering som statsminister og Fru Sólruns ubetingede støtte, men derimod om Thorning Schmidt og hendes mand. Det er Helle der skal ud og realisere sig selv, imens “Stephen Kinnock skulle hjem. Til børnene.”

Under valget var der faktisk befriende lidt fokus på køn, på trods af at dét statsministerportræt der en dag kommer til at hænge af Thorning Schmidt i Folketingets portrætsamling nok kommer til at ”clashe” lidt med de øvrige malerier af midaldrende mænd med høje tindinger og sygekassebriller.

Under valgkampen glædede jeg mig over at de kvindelige politikere hverken blev sat i bås som kolde og kyniske karrierekvinder, omsorgsfulde ”moder jord typer” med bløde værdier, eller som ynkværdige ofre. De blev derimod dømt på deres politiske synspunkter. Væk var – stort set – referencer til “Gucci Helle,” dog med undtagelse af BBC, der i deres portræt af Thorning Schmidt listede øgenavnet som ét af fem “facts”om den nye statsminister dagen efter valget.

Men tilbage til ironiseringen over Fru Helles selvrealisering og Hr. Kinnocks børnepasning. Selvom vi i Danmark for lang tid siden vænnede os til kvinder i ledende roller – Bodil Nyboe Andersen, Lene Espersen, og Stine Bosse er blot nogle få eksempler – så er ideen om et karrierepar på topniveau måske stadig lidt ny for de danske medier.

Man må sige at Danmarks nye førstepar er undtagelsen snarere end reglen. Kinnock arbejder ikke på deltid og har nok heller ikke tid (eller lyst) til at deltage i Vild med Dans. Manden har sin egen karriere som leder i en international tænketank, og hans kone er statsminister. Kinnock og Thorning Schmidt har på en eller anden – helt sikkert udfordrende – måde fået deres respektive topkarrierer til at fungere. Sammen. Dét tager jeg hatten af for.

No Comments

Sorry, the comment form is closed at this time.