Velkommen til Margrethe Vestager som statsminister?

Velkommen til Margrethe Vestager som statsminister?

Jeg har ikke opgivet håbet endnu om en VKR-regering. Mest af alt fordi jeg ville finde det fornøjeligt at se Margrethe Vestagers ansigt når de Radikale stormer frem i stemmeantal til det kommende valg og Lars Løkke (forhåbentligt) vælger at pege på hende som vores kommende regeringsleder.

Men det er nemt at være mistroisk overfor de Radikale, når man tænker på alternativet – altså hvis en stemme på Margrethe samtidig betyder, at vi i de næste fire år skal stole på disse fire kernesætninger fra S/SF’s 2020-program:

‘Først skal vi have gang i væksten og styrke konkurrenceevnen. Uden ny vækst får vi ikke Danmark ud af krisen og ind i et nyt opsving’.

Enig. Men hvordan skal det mon ske i med en rød regering i spidsen? Det bliver i hvert fald svært at fremelske vækst i markedet som er afhængig af lønmodtagerhjem, der på nuværende tidspunkt er afhængige af en dobbeltindkomst til lån i hus og det daglige forbrug. Oveni købet er det svært at se hvordan S/SF vil fremme væksten når kvinderne bliver sparket tilbage til 1970’erne trods ligestillingstiltag, som at kvotere bestyrelser. Selvsamme kvinder som må formodes at være egnede til at indgå i disse bestyrelser kan forvente sig at vinke farvel til deres au pair ordning under et Helle-styre. Jeg ser ikke vækst men mere tilbagegang for mig. Men lad os se hvad S/SF ellers har på plakaten….

‘Derefter skal vi have styr på indtægterne. Der har været for slap styring af landets økonomi. Det skal være slut med ufinansierede skattelettelser. Og vi vil tage ansvar for økonomien og sikre, at alle initiativer finansieres krone for krone’.

Det er klart, at med en masse nye initiativer på listen må der automatisk afkræves flere skattekroner (altså højere skatter) at finansiere disse. Spørgsmålet burde dog i stedet være: Har Danmark lyst og råd til flere nye initiativer? Skal vi ikke se at få ro på og komme på plads ordentligt? Og er den primære opgave for enhver kommende regering ikke, at få en mere effektiv forvaltning af de midler som er til rådighed nu? Hvis centraladministrationen og statsforvaltningen er fuldt ud effektiv har vi jo netop råd til at finansiere egentlige skattelettelser, eksempelvis ved at flytte grænsen for topskat. For en ung kvinde som jeg, der blev færdig med min uddannelse i 2009, var det et chok at springe nærmest lige ud i topskatten. Kan det virkelig passe at vi behandler vores akademikere på denne måde? Og kan det passe, at S/SF vil gøre dette spring om muligt endnu værre ved at lade potentielt set også dimmitender med mellemlange uddannelser ramme topskatten. Ikke bare er dette dårlig styring af landets økonomi – det bremser tillige føromtalte vækst og måske endnu mere vigtigere: Vores konkurrenceevne overfor andre lande. Og så har vi slet ikke talt om at S/SF planlægger, at lade de dimittender som rejser til udlandet for at arbejde betale en stor portion af deres SU tilbage. Vi ender med at skræmme vækstkatalysatorerne ud af landet – og så bliver der nok i endnu højere grad brug for efterlønnerne på arbejdsmarkedet. Hvilket bringer mig til punkt nummer 3 på S/SF’s agenda:

‘Så skal vi have en mere effektiv offentlig sektor. Vi fremtidssikrer ikke velfærden ved at spare den væk. Til gengæld skal vi effektivisere den offentlige sektor, så vi får mere for skattekronerne’.

Svært at være uenig i udsagnet. Og så alligevel… Der er (forhåbentligt) ingen som ønsker at vores velfærd skal spares væk. Men velfærden skal altså også effektiviseres. Det er ikke nok at zoome ind på den offentlige sektor. Nuvel, den offentlige sektor har aldrig været større (og så tilmed under en blå regering) – men velfærd handler også om at strikke tanke og handling sammen så det giver mening. Og en velfærd som kun handler om at poste flere penge i initiativer, som ikke bliver vurderet og reorganiseret på forhånd vil være tilsvarende det som amerikanerne kalder don’t throw good money after bad. Vi skal derimod kigge vores velfærd efter i sømmene og dernæst omfordele goderne så vi fremelsker et Danmark med ungt talent som kan blive vækstmotorer for den næste generation og deres egen hjulpet frem gennem omsorgsfuld socialpolitik og uddannelse. Hvilket bringer mig tilbage til S/SF’s sidste kardinalpunkt.

‘Når vi har fået gang i økonomien, og vi mangler hænder, skal vi arbejde mere og uddanne os bedre og hurtigere’.

Og så er cirklen sluttet. Eller er den? Hvordan skal vi få gang i økonomien ved at poste flere penge i velfærd samt den offentlige sektor. Hvordan skal vi skaffe flere hænder hvis vi stavnsbinder kvinderne derhjemme og skræmmer dimittenderne væk? Det er en kortsigtet vækst og en vækst som hverken vil gøre os konkurrencedygtige eller sikre ansvar for økonomien. S/SF foreslår, at unge mennesker uddannes hurtigere? Ja, hvis man ikke vidste bedre skulle man tro, at det var et udsagn fra Lars Løkke. Men hvilke unge gider uddanne sig hurtigere og bedre (antaget at dette omhandler særligt de længerevarende uddannelser) hvis det eneste vi har i vente er en fuld topskat eller alternativt et liv, hvor vores største chance for overhovedet at få et job bliver i det offentlige.

Forvirringen er total. Men jeg er stadig optimist og tror ikke miraklernes tid er forbi. Jeg satser på at stemme med hjertet i stedet for at stemme taktisk og jeg opfordrer til, at alle andre gør ligesådan. Således kan vi gøre op med udsagn som: ‘En stemme på venstre er en stemme på Pia’, eller ‘en stemme på Margrethe er en stemme på Ole Sohn som skatteminister’. Det kunne være fint med en chef fra midten for en gangs skyld.

Kommentarer? Gerne, til ss@femalenavigators.com

No Comments

Sorry, the comment form is closed at this time.