Er parallelimport af medicinalvarer godt eller skidt for Danmark?

Er parallelimport af medicinalvarer godt eller skidt for Danmark?

I april 2010 pålagde den græske stat medicinalindustrien i landet at sænke priserne på medicin med et vægtet gennemsnit på 21,5%, hvilket var et resultat af krav fra IMF og EU for at modtage hjælp. Disse prisreduktioner medførte, at nogle medicinalproducenter (heriblandt Leo Pharma og Novo Nordisk) truede med at trække sig ud af landet, pga. frygt for at de lave græske priser ville smitte af på andre lande og frygt for øget parallelimport.*

Parallelimport af medicin i Danmark udgør ca. 20% af de godt 9 mia. kr., som der årligt sælges medicin for på danske apoteker. Hovedargumentet for parallelimport er, at der skabes besparelser for samfundet (dvs. forbrugere, regering og sundhedsforsikring), fordi a) parallelimportører sætter lavere medicinpriser end originalproducenterne (kaldet direkte besparelser), og b) parallelimportørerne sætter pres på originalproducenterne, hvilket gør, at de sidstnævnte sænker deres priser (indirekte besparelser). Spørgsmålet er, hvorvidt disse besparelser er store nok til at opveje de potentielle ulemper ved parallelimporten?

Før det giver mening at diskutere dette, er det nødvendigt med en definition af parallelimport. Tag fx Novo Nordisk, der sælger et lægemiddel under patentbeskyttelse i alle EU\’s medlemslande. Fordi EU tillader medlemslandene at regulere deres egen medicinalindustri, vil prisen på Novos lægemiddel variere fra land til land alt afhængig af landets pris-politik. I lande, som i høj grad regulerer deres medicinpriser (fx Grækenland, Spanien, Portugal), vil priserne typisk være lave, hvorimod priserne i lande, som ikke regulerer væsentligt, typisk er højere. Parallelimport af medicin finder sted, når en virksomhed (en parallelimportør) indkøber billig medicin i et af lavpris-landene, sætter en ny mærkat på (eller ompakker varen), og derefter videresælger medicinen i et land, hvor prisen er højere. Medicinen solgt af parallelimportører er altså identisk til den medicin, der sælges af originalproducenterne (firmaer såsom Novo) – medicinen er blot indkøbt i et andet land og sælges af et andet firma. I Danmark er der fri prissættelse og dermed højere priser, og dette kombineret med generelt venligstillet lovgivning mod parallelimport medvirker til den store parallelimport i Danmark.

De danske substitutionsregler og de lave indkøbspriser i de sydeuropæiske lande bevirker, at parallelimportørerne næsten altid sætter deres priser under priserne sat af originalproducenterne. Nogle studier (typisk de, som er sponsoreret af parallelimportørerne) finder store prisbesparelser fra parallelimport, hvorimod andre studier (typisk de, som er sponsoreret af originalproducenterne) finder få besparelser. Generelt er der dog enighed omkring en vis grad af direkte besparelser, hvor det estimeres, at parallelimportørerne ligger mellem 8 og 10% lavere i pris end originalproducenterne. I mit speciale, hvori jeg analyserer 162 lægemidler fordelt på 50 ATC-koder udsat for parallelimport (herunder de 15 ATC-koder med størst parallelimport) er der en gennemsnitlig prisforskel mellem parallelimportørernes og originalproducenternes medicin på 8,33%. Der er dog store forskelle afhængigt af, hvilke produkter, der analyseres, og mere end 40% af lægemidlerne er karakteriseret ved en prisforskel på mindre end 5%.

Generelt begrænses besparelserne ved parallelimport af to ting, nemlig 1) mængden af medicin tilgængelig til parallelimport i de medicineksporterende lande (hvor mindre kapacitet blandt parallelimportørerne medfører lavere prisforskelle) og 2) originalproducenternes manglende incitament til at konkurrere med parallelimportørerne. Denne sidste begrænsende faktor gør sig især gældende for et lille land som Danmark, pga. internationale prissættelsesmekanismer hvor medicinpriserne i en række europæiske lande benchmarkes mod priserne i Danmark. Fordi Danmark – relativt set – er et lille marked, vil originalproducenterne være mere tilbageholdende med at konkurrere på pris med parallelimportørerne i Danmark, pga. frygten for spill-over effekter af en prisnedsættelse til de øvrige lande. Ydermere begrænser mange originalproducenters incitamentsstruktur incitamentet til at priskonkurrere, fordi de ansatte får bonus for salg både via parallelimport og de normale salgskanaler (så de ansatte ikke straffes for parallelimport og derfor ikke har nogen grund til at begrænse denne).

Samtidig med dette må de negative effekter af parallelimport tages i betragtning. Nogle mener, at parallelimport medfører a) øget risiko for mangel på medicin i medicineksporterende lande (bl.a. set i Grækenland i 2010 og 2011), b) prisstigninger i lavprislande, c) risiko for, at produkter tages af markedet i lavprislande, d) mindre R&D blandt originalproducenterne pga. lavere profit fra medicin, der udsættes for parallelimport, hvilket leder til lavere konkurrencedygtighed, og e) lavere produktkvalitet. Specielt punkt d) er bekymrende for Danmark, hvor medicinalvarer i 2010 udgjorde ca. 10% af Danmarks eksport og dermed den vigtigste enkelte eksportvare for landet. Empiriske studier omkring effekten af parallelimport på R&D er dog begrænsede, så reelt set står Danmark over for en situation, hvor fordelene ved parallelimport er relativt begrænsede, hvorimod ulemperne potentielt er store – men ukendte.

EU-domstolens holdning til parallelimport peger i forskellige retninger, der er milliarder på spil, og forskere er generelt set uenige om effekten af parallelimport. Der er kort sagt stadig stor usikkerhed omkring fordele og ulemper, og med denne usikkerhed kommer en mulighed for Danmark for at påvirke EU lovgivningen på området. Umiddelbart virker Danmarks situation risikabel med de ukendte ulemper, så indtil der kan fremlægges bevis for, at parallelimport ikke har nogen effekt på R&D og industriens konkurrencedygtighed, er det klogeste måske at arbejde for en begrænsning af denne form for handel?

*Følgende er baseret på mit nyligt afsluttede cand.merc. speciale: ”Pharmaceutical Parallel Trade: An Empirical Study of Danish Parallel Distributors’ Competitive Behavior”, og dækker derfor over en lang række kilder. De primære kilder er data fra DKMA og LIF samt interviews med både parallelimportører, industrirepræsentanter og originalproducenter, men artikler udgivet af primært Kanavos, Ganslandt, Maskus, Poget, og Enemark er også benyttet.

Posted on Borsen.dk on 11.08.2011

No Comments

Sorry, the comment form is closed at this time.