Vestas udnævner kvinde som ny topchef – uden særbehandling

Vestas udnævner kvinde som ny topchef – uden særbehandling

… er ikke dagens overskrift. Derimod lød overskriften igår: “Kun én kvinde på erhvervslivets magtliste.” Forleden hed den “Danske direktører er fars drenge” og i sidste måned konkluderede Lykke Friis i Berlingske, at der “ingen genvej er til flere kvinder i ledelse,” mens Mandag Morgen i marts (14/3) skrev, hvordan danske virksomheder har tabt kampen om flere kvinder i bestyrelseslokalerne og Politiken på samme tid berettede om hvordan \”Ligestillingen er gået helt i stå.\” Side om side med overskrifterne om økonomiens mørke udsigter, er tendensen entydig, kvinderne rykker sig ikke og ser heller ikke ud til at gøre det. Debatten synes stille og roligt at være ved at aflive sig selv og man kan forundres over at den gang på gang kan skabe overskrifter – for nyhedsværdien er efterhånden minimal – desværre. Det er for en ung karriere-orienteret kvinde ganske deprimerende læsning.

Er dette endnu et blog-indlæg om, hvor synd det er for “os” og hvordan “de” burde gøre mere – nej! Fri mig fra den evigt opdelte diskussion. Jeg oplever som ung kvinde i første job absolut ingen forskelsbehandling, nærmest tværtimod. Virksomhederne står klar med åbne arme og antallet af særtilbud, talentnetværk etc. til unge kvindelige studerende er ikke ubetydeligt. På nogle punkter er den selektive særbehandling næsten i overkanten, da de fleste ambitiøse unge ønsker at komme frem i verden på baggrund af deres kompetencer og resultater, ikke ved hjælp af deres køn. Adskillige undersøgelser viser at kvinder er overrepræsenteret på langt de fleste videregående uddannelser og også ofte klare sig bedre karaktermæssigt, så det er ikke fordi talenterne mangler, men hvor er det så at filmen knækker? For statistik, undersøgelser og overskrifter taler jo for sig selv. Kvinderne falder fra som fluer, på trods af at adskillige undersøgelser der viser at diversitet forbedre bundlinjen. Konsulenthuset McKinsey konkluderede i en større undersøgelse at driftsoverskuddet i de virksomheder med flest kvinder i bestyrelsen var 56 pct. højere end i de selskaber, hvor der kun var mænd på de øverste poster. Så hvorfor lykkedes det så få kvinder at nå til tops?

Er virkeligheden virkelig som beskrevet af Anne Sophia Hermansen d.21/6 (berlingske.dk) at der ganske simpelt ikke eksisterer et større antal kvinder, for hvem det at tilstræbe en toppost er et decideret ønske?

”Lad os se på prototypen på et typisk bestyrelsesmedlem: Han er mand, i 50erne, tidligere CEO og har typisk sat sit arbejdsliv over sit privatliv. I en målrettet erhvervskarriere er det illusorisk at tro, at man gnidningsfrit kan opnå begge dele. (…) mænd har indset, at netop den dårlige samvittighed er prisen for en topkarriere – og den betaler de så.”

Jeg mener personligt at det er noget forsimplet tilgang. Jeg har ikke selv børn endnu og kan derfor ikke udtale mig om den del, men i stedet tage afsæt i min egen opvækst. Jeg er opvokset med to ualmindeligt drevne forældre, der aldrig har haft noget der ligner en 37 timers arbejdsuge og stadig har formået at give mig og mine tre søskende en tryg og omsorgsfuld barndom, hvor vi aldrig har manglet hverken opmærksomhed, lektiehjælp eller søndagsture i Zoologisk have. Jeg køber ikke den gængse fordom om man ikke kan være en god forælder og samtidig have et top-job. Dermed ikke sagt at en topkarriere ikke har en pris, men jeg kan ikke tro at det alene er årsagen til det massive frafald blandt kvinderne.

Ernst & Young offentliggjorde forleden deres top ti over, hvad topchefer verden over, ser som deres største udfordringer. Nummer ét var recessionen og økonomiens tilstand, nummer tre var talentmanagement, herunder fastholdelse af medarbejdere og udvikling af medarbejderkompetencer. Med det i mente, er det i allerhøjeste grad alarmerende at de kvindelige talenter forsvinder inden de når topposterne. I et samfund hvor bundlinjen er drevet af videns-baseret udvikling og vækst, vinder virksomhederne med de bedste medarbejdere.

Den virksomhed, der i løbet af de næste par år, formår at knække koden til, hvordan man undgår at den kvindelige talentmasse forlader karrierestigen, vil have en enorm konkurrencemæssig fordel. Potentialet er stort og udnyttelsen minimal. Om det er integrerede daginstitutioner i virksomhederne, madordninger eller lignende ved jeg ikke – endnu. For jeg agter at arbejde på at finde ud af det.

Jeg vil ikke, som tidligere Tryg-direktør Stine Bosse, kaste håndklædet i ringen og offentligt udtale ”Det er lidt håbløst” (berlingske.dk 22/6), for det tror jeg bestemt ikke det er. Det er i hvert fald ikke et standpunkt der hverken skaber eller fordrer forandring. Når alt kommer til alt er jeg ikke så bekymret endda, jeg tror ikke at vendepunktet ligger så langt ude i fremtiden, som man ellers skulle tro. Måske er dagens overskrift alligevel ikke urealistisk? Den ville i hvert fald sælge aviser og give debatten et tiltrængt pust.

Tak for opmærksomheden.

 

Postet on Borsen.dk on 23.06.2011
No Comments

Sorry, the comment form is closed at this time.