Morgendagens Tiger-mødre og krav til næste generation

Morgendagens Tiger-mødre og krav til næste generation

Hvis man ikke kender begrebet tiger-mor så bør man for alvor spidse ører som forældre og undersøge det rige felt af information om emnet, som er fremkommet i kølvandet på Amy Chuas udgivelse ’The Battle Hymn of the Tiger Mother’.

Med Chuas egne ord handler hendes bog om at man som forældre bør tillægge sine børn mere styrke frem for at forvente fejl og svagheder. Chua lægger vægt på, at børn får meget mere glæde ud af, at mor og far stiller høje krav og har masser af forventninger hvilket i tilgift sikrer, at børnene bliver mere flittige og dygtige og succesfulde. Chuas ’worst case scenario’ er, at vi opdrager vores børn så frit, at vi risikerer at de aldrig bliver gode til noget – og aldrig får glæden af at opleve sammenhængen mellem hårdt arbejde og succes.

Det bliver en svær øvelse i Danmark at skulle efterleve Chuas strenge opdragelsesprincipper. Akkurat ligesom man i nogle kredse ikke tør nævne at man har været fuldstændig religiøs omkring ’Godnat og sov godt’-principperne. Men med lidt balance mener jeg faktisk, at Chua har fat i nogle gode tanker der strider imod den vestlige, frie og følelsesmæssige forestilling omkring hvad børn har godt af.

Personligt har jeg haft en skøn og tryg barndom, hvor jeg har fået lov til at udvikle mig og er blevet støttet i alt hvad jeg har gjort. Alligevel har jeg enkelte gange overvejet om jeg ville have haft godt af at blive presset lidt mere, at mine forældre satte større krav til mit arbejde i skolen eller at jeg ikke fik lov til at opgive klarinet, tennis, badminton og alle mulige andre fritidsaktiviteter jeg kom hjem med. Det kunne potentielt have gjort at jeg havde udviklet mig helt anderledes – og måske også at jeg blev hurtigere bevidst om hvad jeg ville efterstræbe i tilværelsen.

Da jeg blev færdig med gymnasiet var der ingen forventninger til hvilken uddannelse jeg skulle tage eller hvornår jeg skulle komme i gang. I retrospekt tilbragte jeg en rum tid uden nogle mål eller forpligtelser til mig selv eller andre. På den anden side var jeg grundet min unge alder og umodenhed nok ikke klar til at lægge det nødvendige slid der kan forventes på en videregående uddannelse. Det betød blandt andet, at da jeg endelig var klar til skolebænken var jeg i den grad klar til at smøge ærmerne op. Men Chuas udgangspunkt om, at man som barn skylder sine forældre for sit liv og de muligheder de har stillet til rådighed var vist aldrig på radaren, selvom det måske ville have hjulpet mig til en større disciplin og ydmyghed overfor uddannelsesinstitutionerne.

Spørgsmålet er dog stadig, selv hvis jeg havde fortsat med at spille klarinet, ville jeg da have udmærket mig synderlig i rækken af alle de andre talentfulde? Hvilket leder mig frem til snakken om det naturlige talent. Der kan vist ikke herske tvivl om, at nogle børn som udgangspunkt er disponeret bedre for nogle ting end andre. Eller? Lad os tage sportsstjerner som eksempel. Der er ingen tvivl om, at ’the Roger Federers of the world’ ikke er kommet let til førstepladsen.

Det kræver hårdt arbejde og streng disciplin at forfølge en sportsgren og finde motivationen til at blive ved når man møder modstand. Men en Messi eller en Federer har vel nok noget naturligt indbygget talent som måske er fremelsket fra barnsben koblet på et seriøst træningsprogram. Med Chuas egne ord ”nothing is fun until you are good at it”. På den anden side tror jeg ikke, at alle børn og unge ville få glæde af at læse uafbrudt til eksamen, fordi talentet måske i nogle tilfælde alligevel aldrig vil række til at blive nr. 1. Og det at være god til noget vil altid være forskelligt i udgangspunktet for nogle børn end andre.

Selv hvis man havde ønsket om at opdrage sine børn som en rigtig tiger-mor, ville det kræve en god portion tid og mange kræfter at holde fast. Noget som jeg finder højst uvirkeligt med Amy Chua, som ved siden af sit liv som tiger-mor også er professor i jura ved Yale Law. Desuagtet om man er enig eller ej i hendes principper kræver det i sidste ende nogle temmelig ressource stærke forældre, at opdrage nogle fornuftige og velafbalancerede børn. Her tænker jeg på børn i balance som kan tænke selv – hvor det at tænke selv uden tvivl er noget som både forældre og undervisere skal hjælpe med at fremelske.

Chua mener selv, at hendes børn er selvstændige og stærke piger som kan tænke selv og stille sig kritisk overfor omgivelserne. Og det er i virkeligheden måske her, at vestlige forældre skal tænke selv og være opmærksomme på deres egne poder. Men forventningerne bliver måske skarpere i fremtiden og det er der nok ikke noget galt i.

Postet på borsen.dk den 16.06.2011

No Comments

Sorry, the comment form is closed at this time.