Barn nr 2 for Europas fremtid?

Barn nr 2 for Europas fremtid?

Europæisk politik har vækst på agendaen for at sikre vores økonomiske fremtid og vores børns fremtid. Men hvor er børnene henne som skal sikre væksten i Europa? Før vi kan tale vækstpolitik bør vi måske mere end noget andet adressere den udfordring, der angår antallet af børn vi føder.

I Danmark er vi ikke færdige med at føde børn. Dog har vi den laveste fødselsrate blandt de nordiske lande med i gennemsnit 1,8 børn per kvinde i 2010. Til sammenligning ligger fødselstallet i Vesteuropa (de såkaldte EU 15) på 1,5 børn per kvinde. Det er vores sydeuropæiske medsøstre som trækker niveauet for antal børn per kvinde gevaldigt ned. Her er reproduktionen nærmest for nedadgående og det er de færreste på arbejdsmarkedet, som får børn – indtil videre. Peder Munch Hansen kommenterer eksempelvis de franske karrieremødres udfordringer på fagligt.eu med reference til en nylig undersøgelse i Le Monde: “Det er stadig kvinderne, der tilpasser deres aktiviteter på arbejdsmarkedet til situationen i hjemmet. De ændrer deres karriereforløb alt efter, hvor mange børn de har. Har en fransk familie et barn, sker der ændringer i 34,1 procent af kvindernes arbejdsforhold eller satsning på karriere. Men kun i 22,3 procent af mændenes. Har familien to børn, bliver forskellen større. Så ændrer 42,3 procent af kvinderne deres karriereforløb, men kun 16,9 procent af mændene flytter sig. Og har de tre børn, så opgiver de fleste kvinder karrieren. 62,9 procent ændrer på forløbet, mens det kun gælder for 18,3 procent af mændene. Mens 90 procent af kvinder uden børn har et job, gælder det kun for 64 procent af dem med et barn eller to og blot 43 procent, hvis kvinden har tre børn.”

I mine ører klinger statistikken hult. Som mor til 1 barn og med både far, au pair og andre hjælpende hænder i rigelige mængder er tanken om at få nummer to rent ud skræmmende. Ikke blot fordi mine franske karrierependanter må se løngoderne omfordelt i takt med hvert barn (og jeg ikke umiddelbart kan vurdere om det samme vil ramme mig her i Danmark), men mere fordi at mine egne oplevelser og observationer er, at efter barn nummer to ændrer de fleste kvinder prioriteter permanent. Her er nationaliteten ligegyldig og det samme er hele debatten om pasningsmuligheder. Og denne omprioritering skal vel forklare hvorfor gennemsnittet for Danmark og Europa ligger under to børn.

Min tyske veninde, med et godt konsulentjob i et stort executive research firma, lever i et barnløst parforhold med sin tyske investment banker. Hun vil gerne have børn men pasningsmulighederne er ifølge hende nærmest ikke-eksisterende i Düsseldorf hvor de bor. Så hun forventer at skulle indstille karrieren mens ”børnene er små” – hvilket hun faktisk glæder sig til.

Det viser sig faktisk at være en gængs tanke og prioritet for flere af de tyske mødre – Peder Munch Hansen beretter: “En tysk undersøgelse viser, at de gamle rollemønstre trives. Kvinder frygter at blive opfattet som dårlige mødre. Ganske vist er der flere og flere tyske kvinder, der hiver flest penge hjem til familien. Men oftest påtager kvinderne sig stadig de fleste forpligtelser i hjemmet herunder at passe børnene. Og ofte ønsker kvinderne, at den tidligere rollefordeling vender tilbage, så manden tjener flest penge, og kvinden i stedet får mere tid til hjemmet. En tysk kvindelig hovedforsørger sagde endog i undersøgelsen, at hun var bange for, at hendes døtre en dag ville sige: Det var jo kun far, der var hjemme.”

Hvis man som kvinde har friheden til at lade manden bidrage med den primære indkomststrøm og vi i højere grad vender tilbage til dette mønster kan det sagtens ske, at vi får bugt med pasningsudfordringer selvom det koster lidt på husstandens indkomst. Men har vi i Europa i virkeligheden råd til at undvære kvinderne på arbejdsmarkedet? Og hvilket ideal billede omkring moderskabet er det man i Europa stadig fremelsker?

Et forskningsprojekt udført af Dublin-instituttet fastlagde tilbage i 2007, at de europæiske kvinder bør føde i snit 2,1 børn hvis vi vil fastholde vores befolkningstal og i øvrigt kunne forvente at have den fornødne arbejdskraft i fremtidige generationer. Én af rapportens hovedkonklusioner lød: “Hvis europæiske kvinder skal føde flere børn, kræver det gode vilkår i forhold til arbejdsmarked, barsel og pasning.”

Vi halter dog selv i Norden bagefter gennemsnittet for denne nødvendige fødselsrate, hvis vi vil sikre vækst. Og det er på trods af, at vi formodes at have en af Europas stærkeste pasningsløsninger, måske lige overgået af den svenske pasningsmodel (hvor faren også får noget barsel). Samtidig er fødselsraten lige syd for grænsen, hos min veninde i Tyskland, akkurat den samme som i Italien hvilket ikke umiddelbart taler for en lys fremtid hvor vi har skuldre nok til at bære Europa ind i en konkurrencedygtig økonomi. På den anden side kan det være at pasningsudfordringerne løser sig selv i takt med at der er færre børn der fødes og dermed giver et fald i pasningsefterspørgslen. For mit eget vedkommende har jeg dog umiddelbart svært ved at finde det gode argument for at få nummer to når pasningsmuligheder og karrieredrømme nævnes i samme sætning. Og jeg finder det bekymrende, at selv i Norden hvor vi burde være forbilleder netop for vores europæiske medsøstre på pasning ikke mestrer denne opgave til fulde.

Posted on Borsen.dk on 19.04.2011

No Comments

Sorry, the comment form is closed at this time.