Er revolutionen indenfor informationsteknologi nutidens whistleblower?

Er revolutionen indenfor informationsteknologi nutidens whistleblower?

Jeg arbejder til daglig for en virksomhed hvis vision er at organisere verdens information og gøre den universelt tilgængelig og brugbar. I den sidste tid har visionen om tilgængeligheden af information fået en helt anden betydning og haft direkte implikationer på internationalt politisk plan. Fri information har i dag en anden betydning end nogensinde før og det stiller krav til alle.

Vi så det i Egypten hvor “Speak to Tweet” blev lanceret i løbet af en weekend i et samarbejde mellem ærkekonkurrenterne Twitter og Google (herunder SayNow, der netop er købt af sidstnævnte). Speak to Tweet gjorde det muligt for de undertrykte egyptere at informere verden ved et simpelt telefonopkald. Egyptens krampagtige forsøg på at blokere individers adgang til information blev overrumplet af et nyskabende initiativ på tværs af virksomheder – altsammen i den fri informations tjeneste.

I Kina – hvor Facebook blandt andre, længe har været blokeret, finder man ved en simpel internetsøgning utallige forslag og links til hvordan man kan omgå blokeringen. Søgemaskinecensur, der ligeledes har været et omdiskuteret emne hos den kinesiske regering, har resulteret i, at Google nu på deres officielle blog skriver, at brugere af www.google.cn omdirigeres til Hong-Kong hvor søgeresultater er frie. Tendensen synes entydig – informationsstrømmen i dag er ikke til at stoppe.

Og det er ikke kun for autoritære diktaturer, at revolutionen af informationsstrømmen har medført politisk bølgegang. Det er ikke mange måneder siden, at man i USA debatterede hvorvidt man skulle indføre censur af information i forbindelse med Wikileaks offentliggørelse af kabler fra det amerikanske diplomati. Det lugtede lidt af en vis dobbeltmoral, hvilket også blev pointeret af jurist Jacob Mchangama (8/12) på berlingske.dk, hvor han understregede, at det at USA pludselig begyndte at diskutere restriktioner og retsforfølgelse i forbindelse med frigivelse af information tenderede til et skråplan i forhold til tidligere udmeldinger:

Hillary Clinton – Amerikansk udenrigsminister (Januar 2010) – cited by Jacob Mchangama :

“In many respects, information has never been so free. There are more ways to spread more ideas to more people than at any moment in history. And even in authoritarian countries, information networks are helping people discover new facts and making governments more accountable.”

Jacob Mchangama for berlingske.dk (December 2010):

“Hvis ikke verdens demokratiske superstat skal kunne tåle at blive kigget efter i kortene uden at ty til censur, kan det naturligvis heller ikke forventes, at diktaturstater skal acceptere det. Det vil blot legitimere den allerede omfattende kinesiske, iranske og arabiske censur.”

Diskussionen for eller imod Wikileak’s offentliggørelse vil jeg lade udelade fra dette indlæg, for essensen er at det står lysende klart at den teknologiske revolution indenfor informationdeling har ændret dagsordenen for alle. Dobbeltmoral afsløres gang på gang og sandsynligheden for, at man i dag bliver stillet til ansvar er direkte korreleret med tilgængeligheden af information, der er i konstant udvikling. Min baggrund indenfor international politik og økonomi gør selvfølgelig, at jeg finder konsekvenserne på regeringsplan uhyre interessante – fordi det stiller krav til og ændrer rammerne for hvad man som regering – det være sig både demokratiske og autoritære stater – kan slippe af sted med. Som Mchangama pointerer det, er censur overordnet set alt eller ingen ting. Vælger man først at gå den vej, er der ingen vej tilbage og for mig at se, er det et evigt skråplan. Villigheden til at spille med åbne kort er et spørgsmål om integritet og villighed til at stå til ansvar for sine handlinger – både på regeringsplan, men sandelig også som individ.

Jeg læste derfor ikke uden bekymring Rasmus Hagedorn-Olsens kommentar i Berlingske forrige søndag, hvor Hagedorn-Olsen talte for indførelsen af et såkaldt “digitalt viskelæder,” hvor man har mulighed for at styre sit digitale privatliv ved eksempelvis at kunne slette søgeresultater. Hagedorn-Olsen pointerer at man som ung ikke nødvendigvis ser ens handlinger som havende direkte konsekvenser for fremtidens karrieremuligheder og ens personlige brand – deri er jeg enig. Men når det er sagt, vil det for mig at se være fatalt, hvis man begynder at gradbøje tilgængeligheden af den frie information. Det er skruen uden ende, hvem kan sætte sig til dommer over hvad der er tilladt at slette og hvad der ikke er – reglerne må være ens for alle. For hvori ligger troværdigheden af eksempelvis søgeresultater, hvis vi som individer har mulighed for at skræddersy vores digitale profil?

Revolutionen indenfor informationsteknologi og tilgængelighed stiller krav til os alle og dermed ansvarlighed. Nutidens gennemsigtighed medfører at vi alle må værne om vores integritet og vores personlige brand, både i kraft af vores handlinger, men også i forhold til den information vi vælger at dele på internettet. Et perspektiv er også at hvis man foretager eller skriver noget som man ikke ønsker at dele – da skal man måske tage op til revision om man burde være i færd med det overhovet. Konsekvenserne fjerner selvsagt ikke de rådne æbler rundt omkring i verden, men forhåbentlig afsløres flere hen ad vejen. Min holdning er at reglerne og kravene må være ens for alle, det være sig diktatorer, supermagter, virksomheder og os som individer.

Links:

Internet Transparency Report for Egypten– Se f.eks. perioden 28/1/11 – 2/1/11:
http://www.google.com/transparencyreport/traffic/?r=EG

Jacob Mchangama om Wikileaks: http://mchangama.blogs.berlingske.dk/2010/12/08/om-wikileaks/

Postet på Borsen.dk 22.02.2011

No Comments

Sorry, the comment form is closed at this time.