Bosse går af: ny kvindelig rollemodel søges

Bosse går af: ny kvindelig rollemodel søges

Overskrifter som ”Bosse vælger børnebørn og bestyrelser”(Børsen, 11/1) og ”Dronning af dansk erhvervsliv stopper” (Politiken, 11/1) prægede mediebilledet i tirsdags med nyheden om Stine Bosses afgang. En dygtig og anset topchef går af. Og en rollemodel som kvindelig topleder, der aktivt har deltaget i den offentlige debat om blandt andet manglen på mangfoldighed i danske virksomheders topledelse, træder ud af det offentlige søgelys.

Bevæggrundene for Bosses exit er ikke overraskende, men det er timingen, lyder analyserne. Bosse stopper som topchef i en tidlig alder hvorfor der naturligt bliver spurgt ind til bevæggrundene for hendes valg. Stine Bosse svarer hertil at børnebørn, familie, bestyrelses- og frivilligt arbejde skal have mere fokus i fremtiden. Det svar er der for så vidt ikke noget i vejen med. Jeg kan bare ikke lade være med at stiller mig selv det spørgsmål, om der automatisk bliver fokuseret mere på del-ønsket om mere tid til familie og privatliv fordi Stine Bosse er en kvinde?

Som Tina Revsbech, Senior VP for Torm, også udtrykker det i et interview for nylig: ”Der er en masse spørgsmål om privatliv, som man kun stiller kvinder. Det synes jeg er irrelevant. Du ville ikke spørge ind til en mands familie i et interview om karriere, og det irriterer mig. Jeg vil gerne svare på de samme spørgsmål, som man stiller mænd – men jeg vil ikke svare på dem, man kun stiller kvinderne.” Forskellen er her, at Stine Bosse selv vælger at bringe familien på banen. Hun bliver ikke spurgt direkte ind til om et ønske om mere familieliv er en del af årsagen til hendes exit.

Dog spørges der indtil om det har været hårdt at stå i spidsen for Tryg (TV2 News, 11/1). Her mener jeg at fokus hovedsageligt burde være på de professionelle resultater hun har skabt. Resultater som netop har givet hende tilnavnet Dronning af dansk erhvervsliv og som nu muliggør en tilværelse som professionelt bestyrelsesmedlem i en tidlig alder. Mediernes dækning af Bosse synes imidlertid også at handle om familielivets potentielle betydning for hendes valg snarere end hendes resultater. En analyse af, om det er hårdt at være topchef og om det tærer på familien er ikke interessant. Det er trods alt ikke en overraskelse for nogen.

Danmark har brug for kvindelige rollemodeller der har valgt karrierevejen fuldt ud fordi de har lyst og er kompetente. Ikke bare en håndfuld, men adskillige med hver deres historie. Får vi flere kvindelige ledere kan vi komme videre fra at fokusere på årsagerne til det lave antal af kvindelige ledere der ofte handler om glasloft, old boy network, kvinders manglende commitment til at bruge den tid det kræver at have en lederstilling, samt skræmmebilledet af den stakkels karrierekvinde uden familie.

Indlæg postet på Borsen.dk 17.01.2011

No Comments

Sorry, the comment form is closed at this time.