Pension, hvad er det for en størrelse?

Pension, hvad er det for en størrelse?

For en måneds tid siden så jeg en spændende debat på BBC om pensionsalderen omhandlende befolkningens reaktion på, at man netop havde sat pensionsalderen op til 66 i UK/Ireland (fra 2018). De havde valgt en bred skare af englændere: dem som snart skulle på pension, dem som havde nogle år endnu plus et par politikere. Bortset fra dem som snart gik på pension og således ikke var berørt af ændringen var de fleste ret ophidsede og følte sig svigtet af staten. Nok lidt i stil med det vi ser som reaktion på forslaget til fjernelse af efterlønnen. Lige dér gik det op for mig, at jeg ikke rigtig reagerede på det, for jeg har aldrig tænkt nærmere over min pension, og slet ikke som noget jeg så frem til på samme måde som jeg tror generationer før mig har gjort.

En anden vigtig pointe i denne debat runde var, at troen på at alting bliver bedre for den næste generation, rent faktisk er en skrøne. De konstaterede at krisen, de mindre generationer, og det længere arbejdsliv betød at toppen var nået i disse årtier. Derefter ville det aldrig helt blive lige så godt igen. De to pointer tilsammen 1) længere arbejdsliv (senere pensionsalder) og 2) ”toppen er nået”, syntes jeg var interessant.

Selv tilhører jeg en af de såkaldte ”små årgange”, en af dem født i begyndelsen af firserne som er vokset op med fortællinger om hvor ”nemt” jeg får det med jobs og samtidig hvor stor en byrde jeg skal bære når ”baby boom” generationen skal pensioneres og det bliver ”de små årgange” der skal være med til at bære det tunge læs. Statsminister Lars Løkke Rasmussen påpegede at gennemsnitsalderen for pensionister i DK er 61, men hvad bliver den når det bliver min tur…65, 69, 70… 72?

Heldigvis er mit livssyn helt anderledes. Jeg er vokset op med at jeg skal leve i nuet og derfor er pension ikke noget som jeg på sin vis går og ser frem til. Jeg ved ikke om det kun er fordi jeg har den alder jeg har, men umiddelbart vil jeg meget hellere tage en ekstra uges ferie (eller to?) de næste 40 år indtil min såkaldte pensions alder. For rent ud sagt så kan det godt være jeg er lige så ”frisk” som 70 årig som 50 årige er i dag, men der er jo ingen garanti! Derudover gider jeg ikke spare alt for mange oplevelser sammen til min pension, jeg vil som mange andre i min generation ikke vente.

Så mit spørgsmål er om dette kun er mig, eller er det en ny tankegang blandt min generation? I så fald, har vi så et generelt holdningsskifte, som sker i takt med et skift i generationer? Og i så fald, hvornår sker det holdningsskifte i generationer så? Er det de samme 45 år som statsminister Lars Løkke Rasmussen bruger som skæringspunktet på efterlønnen? For på den ene side er der de unge som undertegnede som mere tænker på nuet og hellere ville have lidt ekstra ferie og komme ud og opleve nu. Samtidigt er der den ældre generation som ser frem til pensionen og de oplevelser den vil byde. Jeg er selvfølgelig klar over, at en persons rådighedsbeløb spiller en rolle, men selv på SU kender jeg op til flere som både får en sommer og vinter ferie eller endnu vildere tager med rygsæk væk i halve og hele år. Så hvem er det mellem ”baby boomet” og ”de små årgange” som har det som mig, og hvem har det ikke?

Uanset om pensionen for min generation bliver forhøjet eller ej, må spørgsmålet om hvornår min pensions alder er nået også for mit vedkommende være en påmindelse om, at man ikke kan forvente noget bliver nemmere blot fordi man er en lille årgang, eller fordi det så ud til altid at gå i den rigtige retning, for adskillelige kriser har vist at vi konstant ændrer retning. Retningsskifte eller ej så skulle jeg måske overveje den pensionsopsparing – det kunne jo være det ændrer sig igen!?

Indlæg postet på Borsen.dk 06.01.2011

No Comments

Sorry, the comment form is closed at this time.