Manifest fra en Female Navigator

Manifest fra en Female Navigator

I min omgangskreds, og højst sandsynligt også i andre, skal man vælge sine ord med omhu når man erklærer sig som medlem af et ”kvindenetværk”. Ikke bare skal jeg forsikre mine venner om at jeg stadig går med hvide tennis sokker, og at jeg ikke render halvnøgen rundt med protestskilte; jeg skal også tage mange diskussioner om hvorvidt alle kvinder bør hives frem i lyset uanset om de er kvalificerede eller ej. Og det mener jeg ikke! Selvfølgelig eksisterer der forskellige grader af kompetence i blandt kvinder. Grunden til jeg er medlem af Female Navigators er at vi selv mener vi er en samling ambitiøse og talentfulde kvinder, med interessante baggrunde og bevist kunden.

Female Navigators tror på at køn selvfølgelig ikke skal bestemme hvorvidt jeg som kvinde sidder i en bestyrelse eller ej. Det skal faglighed selvfølgelig- spørgsmålet er bare om netværk på lige fod med faglighed bestemmer om man kommer i betragtning til en sådan post. Men jeg kan med stor sikkerhed sige, at der i mange år har været netværk udelukkende for mænd. Mænd har historisk været bedre end kvinder til at skubbe hinanden op af karrierestigen. Og ja, det handler om netværk, et netværk som vi kvinder ikke har haft i mange årtier og først skal til at bygge op. Og lad mig lige tilføje at Female Navigators er åben for mænd.

Jeg vil give nogle mænd ret i deres kritik af kvindenetværk, da mange desværre har fokus på kvotering og en ”os mod mændene”-approach. Men selvom denne kritik ofte er betrettiget, er der også undtagelser, hvor grundtanken ikke er at det nødvendigvis er mændenes ”skyld” at kvinder ikke når længere når det gælder topposter og bestyrelsespladser.

Jeg er personligt medlem af Female Navigators fordi jeg manglede en platform hvor jeg åbent kunne tilstå at jeg gerne vil have en karriere med mange arbejdstimer og børn, og at JA, min kæreste og jeg har tænkt os at få en au-pair pige (dreng?) hvis vi har behov for dét. Jeg har også tænkt mig at give mig selv et klap på skulderen når jeg fagligt og arbejdsmæssigt gør det godt, og jeg ville blive ovenud lykkelig hvis andre kvinder ikke bare støttede mig, men opfordrede mig til at søge højt betalte og udfordrende jobs, og måske endda anbefalede mig til andre. Her taler jeg ikke blot til andre, men også til mig selv. Jeg er med Female Navigators i baghånden gået i træning i at støtte de dygtige kvinder som jeg lærer at kende via denne platform.

Mange kvinder vælger karrieren fra efter at have fået børn. Dermed bliver udvalget af kvinder til potentielle ledelses- og bestyrelsesposter også eksponentielt lavere, og deraf også repræsentationen! Vi har i Female Navigators gjort det som mange mænd siger vi ”bare” kan gøre, nemlig skabt et netværk med henblik på at få os selv frem i tilværelsen og turde vælge livet i overhalingsbanen. Jeg er overbevist om, at mange kvinder (mig selv inklusive) trænger til et solidt skub bag i når det en gang bliver min tur til at søge f.eks. en bestyrelsespost, komme tilbage på arbejdsmarkedet efter barsel osv., og det kan jeg få hér.

Female Navigators’ eksistensgrundlag er i høj grad at få skub i kvinderne og gøre bugt med de grundlæggende samfundsnormer som gør, at kvinder forhindrer sig selv i at klatre op af karrierestigen (også efter at de har fået børn). Det hér er ikke en forening som råber jagt i gevær over for mænd, og vi respekterer mænd både fagligt, arbejdsmæssigt og personligt.

Så ja, der er mange kvindenetværk (og hurra for det), men eksistensberettigelsen og de basale holdninger hos dem er vidt forskellige. Female Navigators har indset at det lige så meget er kvinderne selv som skal have et selvtillidsmæssigt skub, som det er holdninger og normer i samfundet der skal ændre sig i forhold til kvinder og karriere.

Michelle Holmboe Thorsen,

FEMALE NAVIGATORS

No Comments

Sorry, the comment form is closed at this time.