Hvem forstår de ambitiøse kvinder?

Hvem forstår de ambitiøse kvinder?

I Instituttet for Fremtidsforsknings blad Fremtidsorientering (2/2007) – – fremlægger Marie Kraul, Merete Søby og Emilia van Hauen deres idé omkring det parallelle arbejdsmarked hvor de udfordrer det gængse arbejdsmarked med dertil hørende forventninger, som influerer på, hvorfor færre kvinder end mænd optager ledelsesposterne i erhvervslivet.

Én af de illusioner som kvinder oftest mødes med i deres arbejdsliv er, at det er muligt at kombinere arbejdsliv og familieliv. Men vis mig dén kvinde, som ærligt vil indrømme at det virkelig er muligt at kombinere de to i vor tids arbejdsmarked. Så vidt som jeg kan se, er dette blot udtryk for smuk idealisme fra kvinder, som bag lukkede døre må skjule deres au pair piger og i øvrigt være genstand for skuffelse i SFOen, når de igen ikke har formået at invitere til børnefødselsdag derhjemme. Disse kvinder i ledelse lever nemlig under en arbejdsmodel, som stadig ikke levner plads til en egentlig sameksistens af familie og karriereliv.

Således anmoder Kraul, Søby og van Hauen at de danske virksomheder for alvor ryster posen hvad angår den forventning og det arbejdsliv, som påduttes ansatte – både kvinder og mænd – med lederambitioner: ”Derfor kræver det en anden indstilling fra virksomhederne, hvis de ønsker at se flere kvinder på topposterne. Og det kræver, at man opgiver industrisamfundets holdninger til arbejdet om kontrol og synlighed og i stedet erstatter det med resultater og tillid”. Resultater der ikke bygger på face time men snarere på en succesfyldt afvikling af opgaver. Spørgsmålet er så blot hvem der tildeles de karrierefremmende opgaver og hvem der må nøjes med opgaver, som ikke kvalificerer til forfremmelse?

Kan det komme bag på nogen, at kvinder som i forvejen skal jonglere familieliv og karriere kan blive betragtet som kynikere, der ofrer deres børns vilkår, for en hårdtkæmpet plads i solen? Særligt med tanke på, at jeg selv bliver (positivt) overrasket når jeg ser en mand følge sit barn i skole eller trillende en tur om søerne med ungerne uden konen er med. Denne indoktrinering af, at dette billede er utraditionelt hjælper ikke på fordelingen af rollerne, og slet ikke på arbejdspladsen. Samtidig kan det undre mig, at man som oftest, når en kvindelig leder interviewes skal inddrage betragtninger om hvor mange børn hun passer – forstås – ved siden af sit lederjob, hvorimod interessen for hvor meget tid mandlige ledere bruger på hjemmefronten fuldstændig overses.

Kan vi dog for søren ikke snart få vendt bøtten og samstemme forventninger mellem karriereliv og den private sfære, således at diskursen både fra arbejdsgiver og fra ens omgivelser bliver realistisk – således at det afspejler en ny tid og ikke fortidens illusion af en verden hvor kvinden skal præstere i et mandebillede samt en forventning om at skulle opgive på familiefronten? Så kunne det nok være at flere kvinder ville vise tænder og gøre krav på lederjobbet!

Sarah-Alice Skade-Rasmussen

FEMALE NAVIGATORS

No Comments

Sorry, the comment form is closed at this time.