Nu er det minsandten os selv der er problemet – eller hvad?

Nu er det minsandten os selv der er problemet – eller hvad?

I en endnu ikke offentliggjort undersøgelse fra Protocol viser det sig ikke overraskende, at kvinder i høj grad undviger fra at tilstræbe sig lederjobbet grundet de mange fordomme, hun møder i sin omgangskreds. Ja – det er den efterhånden udtømte snak omkring børn og karriere og de udfordringer der måtte være herved, som undersøgelsen igen lægger frem som bevismateriale for, hvorfor der er så få kvinder i ledelse.

Dog fremhæver initiativtager bag undersøgelsen Christel Skousen Thrane en anden væsentlig årsag til de manglende kvindelige ledere, navnlig dén at kvinderne ikke tør spille spillet omkring lederpositionering. Hm. Så nu er det heldigvis bekræftet, at det kvindernes egen skyld, at de ikke vil spille efter de regler, som i forvejen har gjort at vi er sat bagud i forhold til løntrin og lederjob?

Christel Skousen Thrane siger om dette: ”Det er en skam, for det er netop rammerne, hvis du vil være chef, og derfor må de se at komme ind i kampen på de præmisser, der er tilstede, og først dernæst kan de lave rammerne om”. Alletiders.

Der er bare lige dét, at de omtalte rammer som udgør nævnte spil, ikke lige er så lette at komme ind til. Hvis man da overhovedet som ambitiøs leder-kvinde er inviteret af mændene til at spille med. Det lyder flot og godt at vi kvinder må lære at spille spillet og når vi så er indenfor, kan vi gøre tingene på vores egen måde eller forsøge at starte revolutionen indefra, men hvis vi slet ikke kan komme ind in the first place – er det så stadig vores egen skyld?

Næh, hvor er den undersøgelse der giver opskriften på, hvem det lige præcis er, man skal sove med for at komme til tops, ja undskyld udtrykket, men det er jo lige før, at det handler om at kvinder skal sælge ud, for at spille det berømte spil.

Er det så ikke samtidig her, at kvinderne begynder at udnytte vores kvindelige medkollegaer, og droppe den kvindelige fremelskning af hinanden i kampen om de få (næsten umulige) pladser at spille om? Dvs. glemmer alt om at hjælpe hinanden frem, som vores gode pioner Madeleine Albright i sin tid advokerede for?

Men fri os da i første omgang for flere af disse ligegyldige resultater omkring det svære ved work-life balance og kvinders udfordringer med at spænde ben for hinanden. I Female Navigators kan vi faktisk godt støtte op om hinandens karrierevalg, også selvom det i andres øjne betyder at vores venner, familier og børn er særligt nedprioriterede (i subjektiv forstand).

Jeg glæder mig desuden til at læse resten af undersøgelsens gribende resultater og håber (forventer), at Protocol som minimum sikrer, at deres findings bliver frit tilgængelige og omtalte i dagspressen frem for kun i deres egen udgivelse. Så alle kan læse med – og gyse over kvindernes egne problemer, mens mændene bare fortsætter med næsen i sporet og lederjobbet i frit udsyn. Eller kunne man håbe, at den vigtige debat ikke dør af sig selv, men vågner op til dåd og tillader at flere kræfter, holdninger og undersøgelser sættes ind.

http://www.business.dk/article/20090818/karriere/708170076/

Sarah-Alice Skade-Rasmussen

Female Navigators

2 Comments
  • Sussie

    September 7, 2009 at 23:43

    "Dog fremhæver initiativtager bag undersøgelsen Christel Skousen Thrane en anden væsentlig årsag til de manglende kvindelige ledere, navnlig dén at kvinderne ikke tør spille spillet omkring lederpositionering."

    At kvinderne ikke tør spille spillet er vel ikke nødvendigvis kvindernes skyld, men lige så meget mandens / normens. Ifølge Pierre Bourdieu bliver kvinderne fra barnsben skolet til en bestemt adfærd (underdanig, usikker osv.). Derfor mener jeg, du tager munden lidt for fuld, når du udråber fejlen (skylden) til at være kvindens.

  • Sarah-Alice

    September 10, 2009 at 02:00

    Jamen Sussie – det er da kvindernes skyld. Hvem er majoritet når vi kigger på pædagogerne, som er med til at opdrage vores børn? Og når man bliver mor til små drengebørn, er kvinderne selv med til at opfostre små 'supermænd' (som forfatter til bogen "En mandschauvinists bekendelser" Lars Einar Engström kalder det). Sålænge vi ikke selv ændrer adfærd (og tager afstand fra normen) overfor vores sønner, samt tager afstand fra den polarisering som forekommer allerede i den yngste institutionsalder, er vi selv uden om det. Og så burde det vel aldrig være sådan at hvis du først er skolet til én opførsel, at du aldrig kan ændre på den/det igen. Hvis det var sådan havde ingen psykologer arbejde. Nej, kvinderne må i første omgang oopgive at give skylden på "samfundet" og istedet tage kampen op – dér hvor den er – og nægte at spille et mandespil. Netværk, kvinder, for alt i verden!