VIL KVINDER VIRKELIG GERNE TIL TOPS NÅR DE ER BLEVET MØDRE?

VIL KVINDER VIRKELIG GERNE TIL TOPS NÅR DE ER BLEVET MØDRE?

Så fik vi endelig grunden til at kvinderne rammer glasloftet. Ifølge professor fra Århus universitet, Nina Smith, er det den lange barsel, som kvinderne er storforbruger af, som skal forklare de få kvinder i topposter i Danmark.

Om end det forskningsmæssigt resultat næppe overrasker bliver jeg nysgerrig på en udvidet undersøgelse, der kan kortlægge, om kvinderne virkelig ville afgive dele af deres barsel. Hvis reglerne i Danmark blev ændret, som i Sverige hvor en del af barslen er øremærket barnets far, mon så at det ville ændre på sammensætningen af mænd og kvinder i direktionsgangen?

Lad os anvende min egen tilværelse som studium for en kort stund.

Jeg er nybagt mor, nyuddannet og nyansat i et større management konsulent hus i København. Jeg elsker mit job og min dagplejemor. Timerne kan være lange, men jeg må sige at dét time-management kursus jeg fik qua at passe min søn de første syv måneder har hjulpet mig gevaldigt i forhold til at anvende de lyse timer effektivt, og som regel kan jeg indhente en del hvis jeg (gladeligt) møder før 8 om morgenen.

Men lad det ikke være nogen hemmelighed, at jeg i min første tid på kontoret har skævet en stor del hen imod de kvinder, som jonglerer tiden mellem arbejdet og deres unger. Den første observation jeg gjorde mig, var at ud af de 30% kvindelige konsulenter har kun halvdelen barn/børn – og af dem som har unger, har de en gennemsnitsalder som grænser ca. 35 år.
De har formet et netværk omkring det at vende tilbage på arbejde efter sin barsel, hvor de giver hinanden gode råd og deler hinandens erfaringer. Èn har kun holdt 6 måneders barsel (hendes mand tager resten), én har kun holdt 7 måneders barsel, hun fik en plads vuggestuen osv. Således unge, dygtige kvinder med flotte papirer og høje ambitioner for deres karriere. Ifølge Nina Smith en pulje hvorfra nogle af de (forhåbentlig) kommende CEOs skal findes.

Men – for der er et lille men – det virker bare som om, at disse kvinders ønske om at gå hele vejen til tops ikke er der. Forleden gik det op for mig at min kvindelige projektleder med to børn er på 80%-tid – på grund af børnene. Hun arbejder stadig som om hun er på 100%, men dét at hun bevidst har truffet afgørelse om at ville ned i tid sætter tankerne i gang.

De hårdnakkede kritikere til denne blog vil måske spørge: ”Er det endnu et tilfælde af ’kvinde er kvinde værst’? Kan det ikke afhjælpes med en tvungen barsel til mændene?” For Nina Smith er sagen klar: ”Sjovt nok kommer man hurtigt til at tale om tvang, når det gælder øremærket barsel til mændene, men der er da aldrig nogen, der har talt om, at de 14 første uger er tvang overfor moderen”. Og mit svar bliver følgelig: Nej – ingen taler om tvang overfor moderen, for det ville være i direkte modstrid med alle forskrifter fra sundhedsvæsenet, WHO og amme-mafiaen. ’Mor skal helst være hjemme’ er normen, og ’det er synd for far, for han kan ikke bruges til så meget i starten’. Og til kritikeren må jeg blot svare, at dette ikke er endnu et forsøg på at ramme kvinder som gerne vil til tops ej heller afvise at nogle kvinder i dagens Danmark gerne vil derop. Men se Jer om endnu en gang og se om der i Jeres eget netværk er kvinder med de seriøse ambitioner om en toppost. Jeg vil vædde med, at de kan tælles på én hånd. Desværre.

Hvis vi følger Nina Smiths forskrifter kan vi beslutte ved lov at give 14 ugers barsel til mændene, men det kommer i bedste fald til at udligne løn-gap’et. Det vil ikke tiltrække flere kvinder til ledelsesposterne, fordi de har allerede besluttet sig under barslen hvad deres karriereprioriteter skal være. Enten skal samfundsnormen omkring det at blive mor ændres eller skal muligheden for at blive topchef have langt mere fleksibilitet indvævet i jobbeskrivelsen – noget jeg ikke tror denne generation af mødre vil opleve i deres arbejdsliv.

Min sidste observation omhandler det berømte skift som indtræder fra barn nummer 1 til 2. I min omgangskreds kan jeg se en del kvinder som vender stærkt tilbage til deres savnede stillinger efter barn nummer 1. Men de kvinder som vender tilbage efter nummer 2, har på ingen måde samme kampgejst omkring deres ambitioner. Ikke alene er det umådeligt skræmmende såfremt dette overgår alle kvinder, men det er direkte problematisk i forhold til det behov som eksisterer for at få flere kvinder i ledelsespositioner. Hvad sker der? Opgiver en del af de ambitiøse kvinder at få hverdagen til at hænge sammen trods au pair, bedsteforældre en masse, efter-skolepigen som henter osv.? Eller vil de i virkeligheden hellere bare være mere hjemme og prioritere drømmen om det lykkelige familieliv? Helt fair – men så stå frem og sig det – så vi ikke leder forgæves og så vi andre hyper-ambitiøse kan få et ærligt billede af, hvor mange top-poster der egentlig vil blive efterspurgt i fremtiden.

Sarah-Alice Skade-Rasmussen

FEMALE NAVIGATORS

No Comments

Sorry, the comment form is closed at this time.